I Berner Sennens hjemland, Schweiz, findes også tre andre Sennenhunde (sæterhunde), nemlig Grosser Schweizer Sennen, Appenzeller Sennen samt Entlebucher Sennen. Det er dog ikke disse hunde, vi skal tale om. Her nævnes de kun, fordi deres historie delvis falder sammen med Berner Sennens. Uden at gå i detaljer kan man sige, at Sennenhundene delvis kan afledes af de doggeagtige hunde, som ledsagede de forskellige folkestammer i folkevandringstiden. De blev brugt til at drive de kvægflokke frem, som disse folk medbragte. Lignende hunde blev anvendt at de romerske tropper, da de gik over Alperne og besatte Helvetien (Schweiz).
De schweiziske Sennenhunde og Rottweileren er deres efterkommere. To andre hunderacer, der kan føres tilbage til disse hunde er Bouvier des Flandres og Chien de Toucheur de Boef. I Mellemeuropa udviklede disse hunde sig til den såkaldte slagterhund. Deres opgave var at ledsage slagternes og kvæghandlernes kvægflokke og holde dem på rette vej.
Sennenhunde driver kvæg ved at snappe det i haserne. Denne teknik er ret speciel for Sennenhunde, og den er indbygget i alle Sennenhunde. I har sikkert også bemærket ved jeres egne hunde, at de i leg kan “drive” jer og jeres børn ved at snappe efter haserne.
Fra Gotthard-passet førte mange handelsveje til de forskellige dale i Schweiz, og det var først og fremmest her, der opstod lokale afarter af disse slagterhunde – større og mindre, kort- og langhårede – og de kaldtes alle Sennenhunde. I mange århundreder kendtes deres eksistens kun i disse begrænsede områder. Indtil midten af forrige århundrede brugtes disse hunde udelukkende som gård- og hushunde og som hyrdernes og sæternes hjælper i hele den tysktalende del af Schweiz samt i Sydtyskland. Disse “bondehunde”, som de nedladende blev kaldt, var virkelig arbejdshunde.
Sennenhundene havde dog intet racenavn dengang. De hunde, der havde en hvid ring om halsen blev kaldt for “Ringgi”, de med den hvide linie mellem øjnene og blis blev kaldt for “Bläss” eller “Blässi” (ordet stammer fra det tyske ord “blass”=bleg), og de mørke hunde, der næsten manglede hvidt, blev kaldt for “Bäri” (et dialektudtryk for bjørn). Læg mærke til formindskelsesendelsen “i”. Praktisk talt alle kælenavne ender på “i” i de schweiziske dialekter. Man bruger den endelse ved alt og alle, man holder af.
I den anden halvdel af sidste århundrede kom det på mode at indføre frenmedartede hunde til Schweiz. Nu skulle hunde have stambog, og man overså totalt, at der næppe fandtes mange hunderacer med en historie, der var lige så lang som Sennenhundenes, der tilmed havde naturens egen stambog, hvor kun de mest raske og velegnede hunde kunne overleve og videreføre arten.
Mod slutningen af sidste århundrede kunne man nu kun finde få Sennenhunde. For Berner Sennens vedkommende fandtes de næsten udelukkende i Dürrbachtal (et område syd for Schweiz’ hovedstad Bern). Derfor kaldtes disse hunde nu Dürrbachler.
Kun i dette område kunne man se dem. Der kunne man til gengæld se dem foran enhver mælkekærre (Berner Sennen og Grosser Schweizer Sennen er fremragende trækhunde), ved hver kvæghjord, ved hver gård og ved hvert mejeri og alle sæterhytter.
I dette område genopdagedes Berner Sennen nu af hundeentusiasten Franz Schertenlieb uden at han dog kunne ane den succes, som racen skulle få i fremtiden. I 1908 forelskede den schweiziske kynolog Albert Heim sig i Dürrbachleren, og han gav den senere navnet Berner Sennenhund.
Berner Sennen, som hovedsageligt var landmandens brugshund, passede med sine harmoniske farver godt ind i naturen. Men dette var naturligvis ikke nok. Den kunne kun bruges, såfremt dens karakter svarede til de opgaver og pligter, den havde. Efter datidens begreber var en hund kun “god”, hvis den var vagtsom, skarp, men ikke bidsk. Når man forlod huset, skulle den følge føreren i hvert skridt, kørte man hestevogn, skulle den løbe mellem de bagerste vognhjul. Den måtte aldrig løbe ud i markerne. Ved behov skulle dens herre forsvares. Genstande, der blev henlagt i engen (madkurve, redskaber m.m.) skulle bevogtes. Under ingen omstændigheder måtte den jagte vildt. Katte og høns skulle lades i fred og næsten det vigtigste, den måtte overhovedet ikke strejfe. Det var ikke småting, man fordrede af en god hund, men alt dette klarede Berner Sennen.
Copyright © All Rights Reserved
